Aalborg UH-forskere tester potentielt supervåben til præcis kræftdiagnostik

Den første danske kræftpatient blev i sidste uge skannet med brug af en ny type sporstof, som har potentiale til at opspore tegn på kræftspredning med større nøjagtighed, end den type, der bruges i dag.

Professor Helle D. Zacho og læge og ph.d.-studerende Morten Bentestuen, Nuklearmedicinsk Afdeling.

PET/CT-skanninger er blevet et uundværligt værktøj, når lægerne skal undersøge, om en kræftsygdom har spredt sig til andre dele af kroppen, eller om kemoterapien har den håbede effekt. Ved skanningen bruges et radioaktivt sporstof, der afslører kræftcellerne på skanningsbilledet.

 - Ved en række kræftformer bruges standard-sporstoffet FDG (et sukkermolekyle), men i et nyt projekt afprøver vi, om sporstoffet kaldet FAPI (Fibroblast Activation Protein Inhibitor) kan vise kræftspredningen med større præcision, fortæller professor og forskningsansvarlig overlæge ved Nuklearmedicinsk Afdeling Helle D. Zacho.

 

Det er i første omgang patienter med kræft i æggestokkene og mavesækken, som skal deltage i det nye forskningsprojekt. Projektet gennemføres af Nuklearmedicinsk Afdeling som led i et ph.d.-studie ved læge Morten Bentestuen i samarbejde med Gynækologisk Afdeling, Mave-Tarmkirurgisk Afdeling, Onkologisk Afdeling og Patologiafdelingen.
 

I forsøget sammenlignes skanninger med FAPI-sporstoffet med skanninger med FDG-sporstoffet hos i alt 50 patienter med æggestokkekræft og 20 med mavekræft. 
 

- Som en del af vores studier sammenlignes FAPI-skanningsbillederne med det kræftvæv, der fjernes ved operationen. Derudover undersøger vi, om brugen af FAPI PET potentielt vil føre til en ændring i den behandling, klinikerne kan tilbyde patienterne. Dette forsøgsdesign bygger bro mellem de diagnostiske undersøgelser og klinisk praksis, hvilket der generelt er mangel på i tidligere FAPI PET-studier, siger Morten Bentestuen.
 

Plads til forbedring

I fagkredse er forhåbningerne til det nye FAPI-sporstof store. Ikke mindst, fordi en række mindre studier inden for flere kræftformer allerede har vist tegn på, at det er bedre til at påvise kræftspredning end standard-sporstoffet FDG.

- Vi er meget glade for, at vi kan være med til at afprøve sporstoffets potentiale, og vi har et tæt samarbejde med vores kolleger på de nuklearmedicinske afdelinger på de øvrige universitetshospitaler, som inden for den nærmeste fremtid også vil påbegynde skanning af patienter med FAPI-sporstoffet, siger Helle D. Zacho.

Hun håber, at studierne kan give entydig videnskabelig evidens for hvilke patientgrupper, der kan få gavn af FAPI-sporstoffets uovertrufne egenskaber, så det kan indføres som en del af værktøjskassen ved kræftdiagnostik:

- Selvom FDG, som vi plejer at bruge, fungerer godt ved de to udvalgte kræftformer, er der plads til forbedring - blandt andet for bedre at kunne vurdere, om patienten kan opereres for sin kræftsygdom, eller om der eventuelt er behov for forudgående kemoterapi. Derfor håber vi selvfølgelig, at resultaterne kan bekræfte vores formodning, siger hun.

Mere retvisende skanningsbilleder vil desuden betyde, at lægerne bedre kan vurdere patienternes sygdomsstadie, der er bestemmende for, hvilken behandling de tilbydes. Derfor skal forskningen også belyse, om sporstoffet kan bruges til at følge patienternes behandling og vurdere effekten af kemoterapi.

- For at få et godt behandlingsresultat, er det vigtigt at starte med den bedst egnede behandling. Med en mere præcis diagnostik og bedre muligheder for at følge sygdommens udvikling vil vi i højere grad kunne skræddersy behandlingen til den enkelte patient, siger hun.

Opdateret